Halvanden dag i Stubaital

Ferie, my little travel vibes
Aktiv familieferie i Stubaital i Østrig
Foto: @mylittletravelvibes
Location: Stubaital, Østrig

Planlægger I en kør-selv-ferie sydpå til sommer, er det oplagt at lave et stop i Østrig. Vi gjorde det i sommeren 2018 på vej hjem fra 14 dages ferie i Italien. Planen var oprindeligt, at vi gerne ville overnatte i Innsbruck, men der var ingen hoteller ledige, så vi bookede et hotel i Neustift ca. 20 min. kørsel udenfor Innsbruck. Vi endte i en lille dal der hedder Stubaital. Den er ikke så kendt blandt danskere, men virkelig smuk og det var i denne dal, at jeg blev forelsket i Østrig.

Vi kørte fra Toscana ved 7-tiden lørdag morgen og var i Innsbruck ved middagstid. Vi brugte den første dag i Innsbruck på at shoppe lidt og spise, før vi kunne køre ud til hotellet og tjekke ind. Hotellet havde egen pool og en skøn legeplads, hvor børnene kunne brænde lidt krudt af, så det sidste af eftermiddagen og aftenen blev faktisk bare brugt der. Da vi tjekkede ind, fandt vi ud af, at der fulgte et gratis aktivitetskort med til dalen, som betød, at vi kunne bruge alle lifte i området gratis (planen var på forhånd, at vi ville købe et kort til Innsbruck, men når nu det her var gratis, så droppede vi det andet). Vi fik en rigtig fin brochure, som viste hvor mange aktiviteter der var, bare i dén lille dal. Mine forventninger var ikke høje, men hold nu op vi blev positivt overrasket! Herunder kan du se en lille video af noget af turen ned af bjerget og lidt flere billeder fra legepladsen.

Sommerrodelbahn Mieders
Foto: @mylittletravelvibe
Lokation: Serlesbahn Mieders, Østrig
Foto: @mylittletravelvibes
Lokation: Serlesbahn Mieders

Andet stop var inderst i dalen ved Stubaier Gletscher. Her skulle vi med liften op i 3.000 meters højde. På toppen var der en fin restaurant, hvor vi spiste sen frokost og jeg fik den største schnitzel jeg nogensinde har set. Derefter gik vi en tur ned i isgrotten og børnene fik en kæmpe oplevelse ved at gå rundt i gangene omgivet af is midt om sommeren. Vi nåede desværre ikke forbi udsigtsplatformen, hvor der er efter sigende skulle være den smukkeste udsigt. Fra sommeren 2019 er der desuden tilføjet en 6 m. høj Mammut til legepladsen, den ser også ret fantastisk ud.

Foto: @mylittletravelvibes
Lokation: Stubaier Gletscher
Foto: @mylittletravelvibes
Lokation: Grawa vandfaldet

Sidste stop i dalen var kids park Klaus Äuele, en lille fin park, hvor der var en skøn legeplads med forhindringsbane og en skøn sø, hvor børnene kunne trække sig på tværs i en tømmerflåde. Det fik de meget sjov ud af! Vandet var dog temmelig koldt, så de ville ikke bade i det;) Da vi var færdige med at hygge og slappe lidt af ovenpå en tæt pakket dag, kørte vi mod Innsbruck og Swarowski Kristallwelt. Her var det dog kun Olivia og jeg der havde mere energi til at se museet og den fine park. Tobias, Rasmus og Andrea kørte i mellemtiden ud og fandt nogle pizzaer, som vi spiste sammen på parkeringspladsen udenfor museet da Olivia og jeg var færdige kl. 21.30. Vi havde kun et par timer der og kunne sagtens have brugt meget længere tid. Det er helt sikkert et besøg værd, også for børn. Især parken en et besøg værd med børn. Der er flere aktiviteter som et stort “legehus” og en labyrint og andre fine ting.

Foto: @mylittletravelvibes
Lokationer: Kids park Klaus Äuele & Swarowski Kristallwelt

Jeg kan kun anbefale et besøg til Stubaital og Innsbrück og vi glæder os til mange flere ferier i Østrig. Læs med i næste indlæg, hvor jeg skriver om vores ferie i Zillertal.

Sommer i Østrig

Ferie, my little travel vibes

I sommeren 2018 var vi 14 dage i Italien og da vi skulle hjem læste jeg på TV2 nyhederne, at tunnellen i Hamborg ville være lukket og man skulle undgå de tyske motorveje netop den weekend vi skulle hjem. Så da vi ikke skulle hjem og på arbejde om mandagen, så vi ingen grund til, at sidde i kø på motorvejen med 3 børn på bagsædet, så vi bookede en enkelt overnatning i Østrig, nær Innsbruck. Noget vi bestemt ikke fortrød – lige der, midt i den lille dal Stubaital, tabte jeg mit hjerte til Østrig!

Foto: @mylittletravelvibes
Lokation: Zillertal, Østrig

For dem der følger mig på instagram på @mylittlevibes eller @mylittletravelvibes, er det ikke en overraskelse, at jeg har tabt mit hjerte til Østrig. Jeg har altid følt mig hjemme hvor der var bjerge og har altid været draget af de smukke omgivelser der er, når man er omgivet af bjerge. Som barn var jeg vild med at være i Norge på ski med min far og kærligheden til de smukke klipper er ikke blevet mindre med alderen. I mit næste liv, vil jeg bo et sted med masser af bjerge omkring mig:)

Mange har skrevet til mig via instagram og forespurgt på rejsevejledninger til de to steder vi har været i Østrig. Derfor vil jeg bruge nogle indlæg på, at gå i dybden med de steder vi har besøgt, så I kan finde noget inspiration til en aktiv sommerferie med familien.