Sommer i Østrig

Ferie, my little travel vibes

I sommeren 2018 var vi 14 dage i Italien og da vi skulle hjem læste jeg på TV2 nyhederne, at tunnellen i Hamborg ville være lukket og man skulle undgå de tyske motorveje netop den weekend vi skulle hjem. Så da vi ikke skulle hjem og på arbejde om mandagen, så vi ingen grund til, at sidde i kø på motorvejen med 3 børn på bagsædet, så vi bookede en enkelt overnatning i Østrig, nær Innsbruck. Noget vi bestemt ikke fortrød – lige der, midt i den lille dal Stubaital, tabte jeg mit hjerte til Østrig!

Foto: @mylittletravelvibes
Lokation: Zillertal, Østrig

For dem der følger mig på instagram på @mylittlevibes eller @mylittletravelvibes, er det ikke en overraskelse, at jeg har tabt mit hjerte til Østrig. Jeg har altid følt mig hjemme hvor der var bjerge og har altid været draget af de smukke omgivelser der er, når man er omgivet af bjerge. Som barn var jeg vild med at være i Norge på ski med min far og kærligheden til de smukke klipper er ikke blevet mindre med alderen. I mit næste liv, vil jeg bo et sted med masser af bjerge omkring mig:)

Mange har skrevet til mig via instagram og forespurgt på rejsevejledninger til de to steder vi har været i Østrig. Derfor vil jeg bruge nogle indlæg på, at gå i dybden med de steder vi har besøgt, så I kan finde noget inspiration til en aktiv sommerferie med familien.