Familie og fuldstidsarbejde

Jeg læste denne artikel fra information i aftes og den satte tanker i gang. Tanker der gjorde, at jeg havde svært ved at sove i nat og tanker der får det til at snore sig sammen i maven på mig. Jo tættere jeg er kommet på min barsels afslutning, jo flere tanker har jeg gjort mig om arbejdslivet med 2 små børn. Hvordan skal vi få det til at hænge sammen med begge forældre på jobmarkedet og 37+ timer hver? Har det svært ved tanken om, at mine børn ser pædagogerne fra henholdvis vuggestuen og børnehaven mere end de ser os – forældrene som har valgt at få dem! Er det virkelig det liv jeg/vi har lyst til at byde vores børn? Vi har jo ikke fået dem for at de bare skal sendes i institution 40 timer om ugen. Jeg ville hellere end gerne gå hjemme, hvis vi havde råd, men der skal nu engang mad på bordet og selvfølgelig kan vi da klare os for mindre, hvis vi ligger vores livsstil om, men har vi lyst til det? Det er en svær balance og helt sikkert en, vi som familie skal lære at mestre. Da Tobias startede i vuggestue havde jeg ikke på samme måde de bekymringer, som jeg har nu hvor Olivia skal i institution. Det skyldes hovedsageligt, at det den gang ikke var et problem med lange dage, fordi min mand var studerende og havde mulighed for at hygge med ham om morgenen og hente tidligt. Nu står vi i en situation, hvor vi skal afsted kl 7 og først er hjemme igen kl. 17 – det er eddermane en lang dag for så små hoveder – og hvor meget kvalitetstid kan lige det nå at blive til i hverdagen, når der også skal laves mad, bades og puttes. Ikke meget kan jeg hurtigt regne ud!

Jeg vil med glæde arbejde til jeg er 80 år, hvis bare jeg kan få mere tid til at se mine børn vokse op. Det kommer vi højst sandsynligt til alligevel, så hvorfor har vi så travlt med at gøre karriere og tjene penge istedet for at nyde de små øjeblikke i livet? Jeg har ikke svaret, men har i hvert fald fået stof til eftertanke!

Reklamer