Sommerferie vol. 1

Vores sommerferie startede i går (endelig) og vi havde pakket bilen torsdag aften, så vi kunne køre direkte i sommerhus efter arbejde. Sommerferien har været ekstra ventet i år, nu hvor vi begge har fuldtidsjob og  jeg også har webshoppen. Hverdagene er fyldt op med gøremål, som hos alle andre familier med små børn, men jeg kan mærke, at vi virkelig har brug for at koble af og bare nyde vores unger. Derfor valgte vi også at komme væk hjemmefra med det samme der stod ferie på uret fredag eftermiddag og allerede her på den første hele feriedag er vi kommet ned i gear og nyder ikke at tænke på dagligdagen. 

Vores gode venner og deres dejlige unger kom på besøg i aftes og dagen i dag blev brugt på Ebeltoft havn, hvor Legeskibet har lagt til kaj til og med mandag. Vi brugte 4-5 timer på at lege og nyde vores frokost. Jeg kan virkelig anbefale at tage et kig på skibets sejlplan og se om det ligger til et sted i nærheden af dig, for der er virkelig meget for børnene at se på og lege med. Du kan læse meget mere om projektet her og alle aktiveterne her. Og så er det hele gratis! 

Her til aften er vi atter alene i sommerhuset og hvis vejret tillader det i morgen, tror jeg vi pakker en madpakke og cykler ud i det blå. 

Vi elsker sommerhus livet:)

   
    
    
    
    
 

Reklamer

En spontan tur i Zoo

Den forgangne weekend var min sidste på barsel. I morgen starter jeg på nyt spændende job og det glæder jeg mig til, selvom det også er lidt vemodigt at vinke farvel til barslen. Nå, men tilbage til weekenden. Jeg havde brug for at tilbringe tid med min lille familie, hvor vi havde fokus på børnene og hygge. Lørdag tilbragte vi derfor nogle dejlige timer i Mindeparken, hvor der efter Tobias’ mening er den fedeste legeplads. Og der er (næsten) altid mange børn man kan lege med og det er jo altid positivt.

Søndag morgen besluttede vi, lidt spontant, at vi ville et smut i Odense Zoo og skyndte os at skrive en sms til et hold gode venner og høre om de ville med. Det ville de heldigvis gerne, så vi pakkede bilerne og kørte afsted i dis og tåge. Heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel da vi kørte ind i Odense og faktisk var det så dejligt varmt, at vi kunne gå rundt uden jakker det meste af dagen. Så skønt! Ungerne havde en fest. De 3 ældste løb rundt, kiggede på alle dyrerne og nød bare dagen i fulde drag. Det var vores første gang i Odense Zoo og det var absolut en meget positiv oplevelse. Der er noget for alle aldre og da jeg spurgte Tobias hvad det bedste ved dagen havde været, svarede han “Odense Zoologisk have! Girafferne, løverne, de store fisk (søkøerne) og pingvinerne”. Det der fangede min opmærksomhed udover dyrerne selvfølgelig, var den hyggelige atmosfære og opbygningen af haven. Ofte synes jeg det kan være svært at se dyrerne fordi de “gemmer” sig, men her var det de fleste steder muligt at komme rundt om indhegningerne fra forskellige sider og mange steder kunne man også komme op på i et tårn eller på en platform og kigge ned. Det gjorde en forskel og selv de små børn kunne kigge med. Olivia var ret vild med kæmpe skildpadderne, hvor hun kunne komme helt helt tæt på og flamingoerne var også et hit. Og så er der selvfølgelig en masse spisesteder – de var dog ikke alle åbne i går da vi var på besøg – men det vi som voksne lagde mærke til, var at de var bygget op så de faldt i med resten af parken. Det er ikke blot en burgerbar/pølsevogn der er sat op for at sælge mad, men der er virkelig lagt kræfter i, at det skal være en oplevelse for de besøgende at sidde i f.eks. Safari Loungen og kigge over på girafferne, mens man nydder sin mad. Og sidst men ikke mindst, er der nogle gode legepladser. Det synes jeg personligt er rigtig dejligt, da jeg af erfaring ved, at Tobias ikke kun gider se på dyr en hel dag. Der skal være mulighed for at lave lidt forskelligt og det er der i høj grad i Odense Zoo. Så hvis du ikke allerede har været der, vil jeg klart anbefale at planlægge et besøg dertil. Det er i hvert fald ikke vores sidste besøg der, for vi endte faktisk med at købe årskort, hvor vi også får ét gratis besøg i Ree park, Ålborg Zoo, Givskud Zoo og Jesperhus. Det skal vi helt sikkert nok få brugt indenfor det næste år.

Billede

Billede

Billede

Billede